Slået op d.

Drømmekage med nødder

Dette er ikke en hurtig opskrift.. eller en fedtfattig. Men det er en super lækker drømmekage med nødder i stedet for kokos..

Jeg, som mange andre, elsker drømmekage, men jeg vil gerne dele denne opskrift med jer – en dejlig genopfindelse af en gammel klassiker.

Først vil jeg lige forklare at det er en klassisk rørt kage eller som Price-brødrene siger en “kaffe-kage” kage. En rørt kage startes på sukker og smør, der røres blødt og derefter tilsættes æg. Bagefter tilsættes de tørre ingredienser og en eventuel væske. Det er den gammeldags opskrift på en skærekage (også pund til pund kagerne, men denne er dog lettere end det).

Opskrift:

150 g smør røres med 450g sukker. Der tilsættes 6 æggeblommer ELLER 3 æg – et ad gangen. Man kan med fordel bruge hele æg, med mindre man har fået en bageraptus og laver marengs eller den slags ved siden af.

400g mel og 1 tsk bagepulver samt 3,5 dl mælk eller vand røres i. dejen skal have konsistens som tyk flødeskum. Dejen hældes i formen. Det er fornuftigt at bruge en bradepande på 30 x 40 cm. Et lille fif, fra personlig erfaring, er at en almindelig rund springform på ingen måde er stor nok og jeg hader at gøre ovnen ren efter påbrændt sukker. Der ud over har karameldelen af kagen en tendens til at sætte sig fast i låsen på en normal springform og man kan derfor bruge lidt for meget tid på at få kagen ud af formen efter bagning.. Bare et par gode råd.. 😉

Den lyse dej bages ved 175 grader i ca 25 minutter, men kagen skal være gylden og fast når man trykker på den – ellers er den ikke helt færdig. Man kan også bruge det gamle trick med en strikkepind, som man stikker ned i kagens tykkeste sted og hvis der hænger blød kagedej ved, er kagen ikke færdig.

Mens den bager smelter man 200g smør og 375g brun farin i en gryde (pas på det ikke brænder på) og 150g hakkede hasselnødder (eller kokos eller mandler) kommes i sammen med 2-6 spsk fløde/mælk (der gør karamellem mere blød som flødekaramel).

Når den lyse kage er bagt tager man den ud af ovnen og hælder karamel/nøddemassen over. Kagen kommer tilbage i ovnen og bages ca 15 minutter ved samme temperatur.

God fornøjelse..

DSC_0011_21

Slået op d.

Gulerodsboller.. hjemmelavede på ingen tid..

Forkæl familien med lækre boller – det er den halve time værd..

Jeg har sjældent tid – eller tålmodighed – til at lade deje hæve i flere timer, så jeg samler på opskrifter, der tillader at det går stærkt. Jeg vil nemlig ikke gå på kompromis og købe pulver-produkter. Jeg tror på at de ægte råvarer er sundere og generelt bedre end de ting de kommer i en pose og en papæske og fortæller mig at det er hurtigt. Desuden er den rette opskrift lige så hurtig.. så der er ingen undskyldning for ikke at weekend-forkæle de små med gode, sunde og lækre hjemmebagte boller!

Nej spøg til side, men jeg mener også at hjemmebagte boller er en langt bedre snack end slik eller kage, og man føler sig lige så forkælet. Et sikkert hit hjemme hos os er det jeg kalder lynboller – dem har jeg lagt en opskrift ud på tidligere http://www.mamabjerno.dk/2016/05/19/lynboller-eller-hvordan-ens-hjem-dufter-hyggeligt-efter-20-min/

MEN de boller du får en opskrift på nu er det nye hit! Den fireårige ELSKER dem! Og det bedste er at de tager en halv time at lave.. 5 minutter til at ælte dejen, 15 minutter til hævning og 12 minutter til bagning og så kan de godt komme hjem fra fodboldt..

Gulerodsboller:

50 g gær, 1 tsk salt og 1 tsk sukker røres. 2 1/2 dl lunkent vand tilsættes. Hæld derefter 1 æg, 3 spsk olivenolie og 200-250 g revne gulerødder i og rør godt rundt. Så røres/æltes dejen sammen med ca 600 g mel. Ca 12 boller formes og lægges på en plade (eller lav dobbelt portion og frys dem ned 😉 og hæver i ca 15 minutter. har du travlt tager du 10. Pensel dem med æg eller mælk (eller kold kaffe) inden de sættes i ovnen.

Bages: 12 minutter ved 200 grader varmluft (eller 180 grader almindelig ovn)

Og så er bollerne gyldne og klar til servering. De er bløde og beholder fugtigheden længe på grund af de revne gulerødder. Du kan eventuelt gøre det nemt for dig selv og købe en pose revne gulerødder når de er ved at gå på dato og derfor nedsat.. det er min undskyldning for at bage de lækre gulerodsboller..

 

 

Slået op d.

Ny hobby!

Kære alle –

Vi har vel alle vores nytårsforsætter og jeg vil fortælle jer om mine – uanset om i gider høre om dem eller ej..

Jeg har ikke forsætter som: tab dig ti kilo eller lær at synge arier.. nej. Jeg har et helt jordbundet et, der går ud på at befri mit citrontræ for spindemider (det kommer I til at høre nærmere om, når jeg ved hvordan det går), og et mere frit svævende forsæt, der i al sin enkelhed går ud på at jeg vil prøve flere nye ting i det nye år. Jeg trænger til at lære nyt og udfordre mig selv (som om to nye firmaer og falden ud af dagpengesystemet mens ens mand har midlertidigt arbejde ikke er nok for det gamle år.. men nej). Jeg har valgt at begynde ved kniplebrættet. Jeg har altid beskæftiget mig med håndarbejde og jeg har den mærkelige passion at MÅTTE prøve gamle hådsc_0014ndarbejdsteknikker når jeg møder dem. Det er noget af det er har ført mig til at lave denne hjemmeside.

 

Men ærlig talt.. jeg har aldrig kunnet fatte knipling – skønt jeg har forsøgt før. De elegante håndbevægelser, den enkelhed i materiale – og så kompliceret og smukt resultat. Der er ligesom noget der ikke stemmer.

dsc_0016 dsc_0015

Men here goes og mit første besøg hos de vidende damer i “knippel godt” er overstået. Det er lykkedes mig at kniple et bånd på ca 30 cm i det der hedder “dobbelt slag” og straks får jeg at vide at næste gang skal jeg altså lave noget der kan bruges til noget.. så jeg kan forvente at få et mønster (“prikkebrev” som det hedder i jargonen) på en kurv eller noget andet næste gang.. og jeg frygter det allerede. Som man kan se på billedet har de andre gang i nogle meget komplicerede ting.

Men det er nogle søde, vise kvinder og timerne flyver afsted mandag eftermiddag på Lilleskov Teglværk. Vi har oven i købet tid til en kaffepause 🙂

I hører mere senere.. fra kniplefronten.. jeg er på dybt vand, men jeg lærer nok at svømme..

Slået op d.

Hæklede klude 1

Som titlen antyder planlæger jeg en række indlæg om hæklede klude – her kommer det første.

Hæklede og strikkede klude har nu i et stykke tid været på mode og jeg kan godt se hvorfor. Det er godt for miljøet at man ikke bruger de der engangsklude med micro-plast-yrk i, men det giver også en anden mulighed for at designe sit køkken med tekstiler i forskellige farver og mønstre. Er man til farvestrålende karklude og stribede håndklæder? Eller er de beige allesammen? Man vælger helt selv og er ikke afhængig af butikkernes ideer. Der ud over er det sundt at lave håndarbejde, så hvis man vælger at fabrikere kludene selv er der altså en ekstra bonus. Hvis man ikke har tiden (eller færdighederne) til at strikke sine egne klude kan man jo altid købe sig til dem (her indsættes link når de hæklede klude er færdige og klar til salg i butikken 🙂

Jeg har prøvet at hækle forskellige mønstre i klude, men det er ikke dem alle jeg har været lige tilfreds med i det endelige resultat. Jeg vil jo gerne dele mine erfaringer med jer så her kommer en opskrift på den hæklede klud, der er på billedet, og som jeg synes har et rigtig flot reliefmønster.

Opskrift

Lav 70 luftmasker med almindeligt bommuldsgarn (det kan være alm 8/4 eller det kan være drops safran, fra søstrene grene, Karen Klarbæk eller økologisk garn – bare det passer til en 2,5 – 3 hæklenål)

Hækl yderligere 3 luftmasker, der gør det ud for den første stang maske og sæt så en stangmaske i den tredie luftmaske fra nålen og resten af rækken.  Mønsteret findes på hver anden række.

På næste række hækles tre luftmasker (som erstatning for en stangmaske) og rækken fortsættes *en stangmaske, en dobbelt stangmaske der hækles ned om selve masken på den foregående række* der fortsættes *.* rækken ud. Det er vigtigt at den dobbelte stangmaske går rundt om den foregående stangmaske og IKKE i løkkerne eller den øverste del af stangmasken. Man stikker hæklenålen ind bag masken (fra siden) og trækker tråden med rundt om den. Stangmasken trækkes lidt ud fra rækken og den dobbelte stangmaske “ligger ovenpå” rækken af stangmasker så reliefvirkningen opstår.

De to rækker gentages til kluden bliver kvadratisk.

 

Slået op d.

Hvor kommer dit barns mad fra?

Jeg mener at det er et meget vigtigt spørgsmål: Hvor kommer dit barns mad fra.

Folk er så fokuserede på anti-sukker, økologi, anti-mælk, anti-gluten og så videre, men selvom man ikke er til alle disse forbud (eller kun nogle af dem), så kan det vel kun være en fordel hvis man ved hvad det er børnene putter i munden. Altså – hvor kommer det fra? Der er et sæt regler for sprøjtning og den slags i Danmark, et andet i Europa og et helt tredie i resten af verden.

SÅ hvor kommer ingredienserne fra?

Måske er den bedste løsning økologi, men det er ikke altid at pengepungen kan holde til det. Så må man finde de næstbedste løsninger. For eksempel vælge dansk eller vælge lokale leverandører frem for ting, der har lang transporttid. Det sviner mindre i naturen og det giver nok også et bedre produkt.

Jeg forsøger ikke at prædike, men nærmere at få folk til at tænke over ingredienserne i det mad de spiser. Jeg prøver altid på at servere mad for mit barn, der er lavet fra bunden uden tilkøbte halvfabrikater. Dette skyldes at jeg ikke helt ved hvad et firma kommer i af ingredienser i en pastasovs – og jeg ved slet ikke hvor det kommer fra..  så TAG STILLING!

Bonus INFO!

Vidste du at du kan finde ud af hvilken gård, der har produceret de æg du har i bakken? Jeg tror de færreste tænker over det, men koden der står på det enkelte æg er æggets “cpr-nummer” der fører direkte tilbage til en producent. Danæg har været så venlige at gøre det muligt på deres hjemmeside at søge på koden og finde producenten.

En hurtig forklaring: Det første ciffer henviser til typen af æg. Således står 0 for økologisk, 1 for friland, 2 for skrabeæg, og 3 for buræg. Sådan ved du om der har sneget sig et buræg ind i dine økologiske 🙂 Et DK betyder at det er produceret i Danmark (og anden bogstav-kombi hvis det er fra et andet land) og de sidste 6 cifre er producentens kode. Den kan du som sagt slå op og derved blive klogere på hvor æggene kommer fra.

Slået op d.

Julesmåkager?

Synes du ikke du har tid og overskud til julesmåkager i år? Er børnene for utålmodige? Er planlægningen for stram? Eller er du løbet tør for ideer til småkager der kan imponere din svigermor?

Måske er der hjælp at hente i dette gamle trick.

Min mormor planlagde sin jule fra ende til anden allerede i november. For at få det hele til at gå op (som gammeldags præstefrue) havde hun planlagt hvornår kagerne skulle bages, hvornår gåsen skulle købes, hvornår der skulle gøres rent, hvornår hun skulle på visit og så videre. Hendes opskrift på småkager egner sig glimrende til denne fremgangsmåde – jeg har brugt hendes og Amos opskrifter.

Lav en stor portion dej og læg den i fryseren i små dele.

Her kommer mit bud på en småkagedej, der kan blive til alle mulige småkager. Læs mere om det længere nede. Først dejen (der er nok til 7 portioner småkager):

1 kg hvedemel (gerne fint og økologisk), 375 g flormelis, 750 g koldt smør, 2 æg.

Kom mel og flormelis i en skål, skær smørret i små stykker og kom det i. Smuldr det hele så det ligner parmesan og saml det med æggene. Der kan skæres en lille smule ned på smørret, men det giver en lidt mere tør småkage.

Del dejen i 7 portioner og læg dem i fryseren. Hvis du bliver opdaget af mand eller børn kan den ene portion bages efter en kort tur i køleskabet 😉

Dejen tages op når du har brug for den og rulles ud eller lignende (se her under) og bages ca 6-8 minutter i en 200 grader varm ovn. Afkøles på bagerist og lægges i kasse/æske.

Som tidligere nævnt udmærker denne dej sig ved at kunne formes til forskellige slags småkager med meget små ændringer. Ellers kan ideerne herunder sagtens bruges til den dej du bedst kan lide at lave. Alle den slags “mørdejssmåkage”-deje kan sagtens tåle fryseren. Se her:

  • Jødekager: rul dejen ud i 3-4 mm tykkelse og stik den ud med et glas (eller blomster eller hvad børnene nu godt kan lide). Pensel dem med sammenpisket æg og drys med sukker og kanel. (Hvis man ikke har en sukker/kanel ryster bør det definitivt stå på årets ønskeseddel 😉
  • Nøddepleskner: hak nødder (ca 25 g) (evt hasselnødder men mandler kan også være godt) og ælt dem ind dejen og rul den til en pølse på ca 4-5 cm diameter. Læg den i køleskabet en times tid og skær derefter skiver i 3 mm tykkelse.
  • Vanilje- eller kokoskranse: ælt vanilje (og eventuelt knuste mandler) i dejen og lad den hvile i køleskab en times tid. Brug så en gammeldags kødhakker med vaniljekransemundstykke til at få de takkede kranse til at se helt rigtige ud. (Jeg sværger til de gamle men nyere dimser og maskiner kan sagtens bruges) Er du blevet træt af vaniljekranse kan du med fordel ælte kokosmel i dejen i stedet. Samme fremgangsmåde som med vaniljekranse.
  • Chokosnegle: del dejen i to (eller tag to stykker dej op) og ælt den ene med to spsk kakao. Rul de to deje ud i hver sin firkant (lige store). Pensel begge med sammenpisket æg og læg den ene oven på den anden. De to firkanter rulles nu stramt sammen til en lang pølse lægges på køl og skæres i 3-4 mm tykke skiver.
  • Chokoladedråber: ælt ca 25 g hakket chokolade ind i dejen og rul den til en pølse, der lægges i køleskabet en time. Enten kan pølsen trykkes lidt inden køl så gennem skæringen bliver oval eller man kan skære pølsen lidt på skrå så man får ovale kager på ca 3-4 mm tykkelse. (tak Amo)

God fornøjelse!!

 

Slået op d.

lav din egen julepynt!

I vores shop har vi lanceret nogle hæklede engle efter eget design – og nu vil jeg gerne dele opskriften med jer.. så kan I selv bestemme om I vil købe dem eller lave dem selv (eller sige at I har lavet dem selv ;-). Nederst er et link til vores shop.

Englene er ret nemme at lave. De er hæklet i almindeligt økologisk bommuldsgarn med en 2,5 eller 3’er nål (alt efter hvad der passer dig) og derefter stivet. De er hæklet i to etapper så at sige. Den ene del er hoved og vinger, den anden er skørtet.

Der er brugt nogle forkortelser i opskriften: stgm =stangmaske, lm =luft maske, dblstgm =dobbelt stangmaske (to omslag på nålen), 4dblstgm = firedobbelt stangmaske,

Start med tre luftmasker, der laves til en ring med en kædemaske.

  1. omgang består af 2 lm (i stedet for en stangmaske) + 1 stgm + 3 lm + 12 stgm og det hele hækles i luftmaskeringen. De tre luftmasker skal bruges til vinger og starten af skørtet.
  2. omgang: 4 lm + 2 4dblstgm + 5 lm + 7 stgm + 5 lm + 2 4dblstgm i luftmaskebuen og 4 lm til at “komme ned til næste maske”, hvor den fæstes med en kædemaske og garnet brydes og trækkes igennem.
  3. omgang: skørtet laves som sagt i de 7 stangmasker fra foregående omgang. Der hækles 10 stgm i de 7 stgm.
  4. omgang: vend med 4 luftmasker (der står i stedet for en 3dblstgm) og derefter 10 3dblstgm i alt 11 3dblstgm (eventuelt med to i den midterste af de 7 fra omgangen før)
  5. omgang: nu hækles “blondekanten” på skørtet. Start med 5 lm og vend + spring en maske over + 1 fastmaske i næste maske. Sådan fortsættes til du har 4 buer af 5 luftmasker fastgjort med fastmasker. Mønsteret kræver at der er 5 buer i alt og den sidste bue laves sådan her: 2 luftmasker + 1 stgm i den sidste maske fra omgangen før. Dette lille trick får dig nemt op til næste omgang uden at skulle hækle kædemasker hele vejen.
  6. omgang: vend og lav 4 luftmaskebuer af 5 luftmasker + en fastmaske og de foregående luftmaskebuer. Bryd garnet og hæft ender.

Som sagt er de ikke så svære hvis I er vandt til at hækle. Den er måske lidt kompliceret hvis man er nybegynder, men jeg tror det er et godt sted at starte.

Som lovet Linket til vores shop:  http://www.mamabjerno.dk/produkt/engel-gaveaeske/

Slået op d.

Syltetid.. få mest ud af naturen

Efteråret er denne herlige tid hvor naturen bugner med frugt og nødder. Vinteren står for døren og der er ikke noget bedre end at føle at man fylder lagrene op og gør klar til den mørke tid. Jeg nyder personligt meget den tilfredsstillelse, der ligger i at plukke, ordne og sylte frugt fra vores egen have, fra skoven (eller naturligvis supermarkedet) og på den måde “gemme til vinteren”. Jeg ender som regel med at have et helt skab fuld af lækkert syltetøj og fryseren stoppet til randen med ordnet frugt.

Jeg prøver at variere marmelade og syltetøj.. så jeg er altid på jagt efter nye spændende opskrifter.

dampede kvæder
dampede kvæder

Senest har jeg opdaget kvæderne som en god sylte-frugt. Jeg synes det er sjovt at udnytte alle de muligheder naturen giver og kvæderne er både anderledes og noget helt specielt. For nylig løb jeg på kvæderne, der lå og spærrede cykelstien ved skoven tæt på hvor jeg bor, og nu besluttede jeg at det var tiden at tage dem med hjem og bruge dem til noget fornuftigt.

Her er min opskrift på kvæde-kanel marmelade:

  • 2 kg kvæder
  • ca 1 kg sukker (eventuelt delvist syltesukker)
  • 1-2 spsk kanel (evt plus kanelstang)
  • rengjorte og skoldede glas til syltning (de må gerne være varme)

Kvæderne er, som du sikkert har opdaget hvis du står med nogle, meget hårde. Det er næsten umuligt at skære i dem, men fortvivl ej. Læg kvæderne i en gryde med en smule vand og damp dem forsigtigt i ca 20 minutter. Skyl dem eventuelt under den kolde hane så man lettere får skrællen af bagefter. Skræl dem og skær kødet fra de MEGET hårde kernehuse.

Læg kødet i en gryde og kog det med sukker og kanel til de bliver smukt orange og helt møre. Hæld derefter den meget varme marmelade på glas og luk låget med det samme. Når marmeladen afkøles skabes der undertryk og låget holder ekstra godt fast, men de fleste mikrober holdes også på denne måde ude af glassene.

God fornøjelse!

Hvis ikke du bruger syltesukker bør glas og låg skylles med atamon inden marmeladen hældes på.

 

Slået op d.

alternativ bodyscrub?

Har du ikke lige en bodyscrub liggende i skuffen?

Du kan med fordel lave din egen – og du kan bruge den til kroppen eller ansigtet eller tørre albuer eller føder, – alt efter hvad der passer dig.

Tag en spiseskefuld honning og en spiseskefuld fint salt. Rør det sammen til en tyk grød og regulér eventuelt med mere af en af ingredienserne eller med en dråbe vand. Blandingen gnides på og skylles af med vand.

Jeg synes at enkelheden ved denne opskrift er meget tiltalende. Jeg har i perioder kun brugt dette produkt til at rense med (enten fordi jeg var studerende og ikke havde råd til dyre produkter, eller fordi jeg havde en todler, der kunne finde på at gå i mine ting – også på badeværelset). Jeg synes den fungerer fint og renser godt i dybden. Man kan også vælge den grove salt til medtagede knæ eller albuer. ansigtshuden er lidt sart så man skal naturligvis ikke bruge den grove salt dér og i det hele taget være lidt forsigtig.

Jeg nyder som jeg har skrevet før at bruge naturlige produkter, enten hele tiden eller som et supplement til hverdagen, uanset om det er min husholdning eller det er kropsplejen vi taler om. Jeg mener principielt at man altid bør undgå parfumerede og kemiske produkter (selvom jeg indrømmer at jeg ikke er fanatisk og ind i mellem enten bruger en parfume eller en god ansigtscreme som jeg så ikke ved hvad indeholder), især når man har små børn synes jeg at man bør være forsigtig. dette gælder alt hvad de kan finde og spise naturligvis, men for eksempel også hvor meget man bruger produkter der skal sprøjtes på, på forskellige måder. Der er nemlig noget der tyder på at såvel parfumer som vinduesrens har indflydelse på folks og især små børns luftveje. Der er altså en tendens til at astma og allergi påvirkes eller fremprovokeres af mange sprøjtede kemikalier.

Se også min blog om vinduespudsning