Slået op d.

Er det steder hvor man IKKE kan strikke?

Som I måske ved (især hvis I følger mig på Instagram) strikker jeg alle de steder jeg kommer. Jeg blev i midlertid afbrudt forleden i bussen af en dame, der tvært kommenterede -“Hvorfor gør du det der?” – og jeg måtte virkelig stoppe op og tænke.

Jeg blev tvunget til at stille mig selv netop det spørgsmål – hvorfor gør jeg det? og svaret må jo være mange ting. Der er mange gode grunde til at strikke eller lave andet håndarbejde. Jeg personligt har lavet forskellige former for håndarbejde fra før jeg gik i skole og det er efterhånden en så stor del  af mit liv, at jeg har svært ved at komme igennem en aften (for eksempel med fjernsyn) uden at have mit strikketøj. Måske kan man svare lidt omvendt ved at sige at jeg bliver rastløs, hvis jeg ikke har noget at tage mig til. Jeg bliver bedrøvet hvis jeg ikke har smukke farver omkring mig. Jeg føler mig unyttig, hvis jeg ikke engang i mellem producerer noget, der kan bruges i den fysiske verden. Skaber noget. En ting jeg kan have mellem hænderne – et fysisk bevis på mit arbjede; for jeg er ikke tømrer og meget af mit arbejde foregår inde i hovedet, inde i computeren, på andre folks computere og telefoner, inde i bøger og hvis jeg er heldig også med en artikel i et blad,som nogen måske samler op og læser.. ikke som et fysisk eksemplar, som man kan røre ved, give i gave eller på anden måde fornøje andre med.

Så derfor gør jeg det.. Men er der noget sted hvor man IKKE kan gøre det? Jeg ville ikke gøre det på restaurant eller til begravelse – steder hvor hele formålet er samværet med et eller flere andre mennesker. Jeg sætter altså samværet med andre over min strikkeglæde – for det meste 😉 Jeg gør det sjældent i samværet med min datter. Den tid er så “precious” for mig, at jeg ikke vil spilde den med at have mit fokus alle andre steder – min telefon er også lagt væk.

Se her! strik på de mærkeligste steder 😉

Slået op d.

hindbærpandekager – hurtigt og lækkert!

Forleden dag kom min lille trold og jeg hjem fra børnehave. Hun var sulten og træt – mere end sædvanligt. Hendes bud på hygge og mad var uden tøven: Hindbærpandekager!

Jeg har aldrig lavet den slags før eller for den sags skyld hørt om hindbærpandekager, så jeg blev lidt forbløffet.

Men straks efter kom jeg til at tænke på at vi har hindbær i fryseren. Jeg gjorde det sidste år til en vane at have et par “let-åbenlige” poser i fryseren, så vi kunne gemme de bær (enten købte eller plukkede i haven) der begyndte at blive bløde så man ikke har lyst til at spise dem rå. Det har jeg senere brugt til syltetøj og andre lækkerier. Det har to fordele: dels smider man ikke så meget frugt ud – det bliver til en hele del på en sommer og jeg HADER at smide mad ud, og dels har man altid frugt til en sommermarmelade eller en æblegrød eller hvad man nu måtte ønske vinteren igennem. – og nu altså til hindbærpandekager.

Jeg fandt en super lækker (og hurtig) opskrift på blåbærpandekager og så var vi kørende. De var en KÆMPE succes hos en pige der ellers ikke er vild med kage og andre søde sager og slet ikke ting der er rodet sammen eller hvor der er noget inden i. Der er link til den originale opskrift nederst – hun er værd at tjekke ud 🙂

OPSKRIFT:

150 g mel, 2 tsk bagepulver og 2 spsk sukker blandes i en skål.

2 dl mælk og 1 æg piskes/røres og røres ned i de tørre ingredienser. Blandingen skal være jævn.

Steg pandekagerne (gerne i “pletter” på en stor pande) helst i smør eller hvad du nu steger pandekager i og tilsæt bær lige inden du vender dem. Bærrene kan sagtens være frosne 🙂

 

Vi nød en eftermiddag i fred og ro hvor hun kunne hjælpe med det hele og bagefter spiste en bunke af pandekager 🙂

God fornøjelse!!

Husk at tjekke originalopskriften ud her: http://anneauchocolat.dk/morgenmad/buttede-blaabaerpandekager/

Slået op d.

Sjove historier om vaskemaskiner

Jeg har moret mig lidt med at grave ned i vaske-historie.. Jeg er jo oprindelig historiker, så det burde jo ikke undre nogen, men det er gået op for mig at vask, tøjvask og vaskemaskiner har nogle spændende historier gemt i sig – og det er jo et af de redskaber vi bruger, om ikke dagligt, så ofte. Jeg er også vokset op med historier om min fars barndom på landet på Fyn, hvor gruekedelen stadig spillede en rolle.

Billedet viser ganske rigtigt, som du måske har gættet, en vaskemaskine eller en såkaldt “vaskevugge”, der er en af de tidligste vaskemaskiner, som blev introduceret i Danmark. Men disse blev først populære i slutningen af 1800-tallet, så man har jo ikke altid brugt “maskiner” til at vaske tøjet.

Der er en grund til at datidens kvinder havde store overarme. Ud over brødbagning, slagtning og andre muskelkrævende aktiviteter stod de også for vask af tøj og sengelinned. Nu vaskede man ikke så tit den gang (et par gange om måneden) men det hele blev også gjort med håndkraft. Først blev tøjet lagt i blød, så kom det i Gruekedelen. En gigantisk gryde med eget brændeindkast forneden, der var så høj at man måtte op på en skammel med tøjet for at vælte det ned i gryden og røre rundt i det mens det kogte. Især sengetøjet skulle koges så de små krible-krabledyr, der boede i sengene blev fjernet. Så skulle der vaskes og man hev tøjet op af kedelen for at skure det med hænder, børster, vaskebræt og den slags. Helt op i 1860’erne brugte man askelud til tøjvask, hvorefter man gik over til soda og sæbe. Lud er stærkt basisk og ætser hænderne.

Man startede altså med det hvide og fine tøj, så kom det farvede til og til sidst vaskede man arbejdstøjet, der var det mest beskidte. Når det så havde ligget i blød og var blevet kogt i gruekedelen og skrubbet på vaskebrættet blev det slået mod en sten og skyllet igennem 3-4 gange med vand, som man hentede op fra brønden. Lagner og den slags blev lagt på en græsmark, så det kunne tørre og blege i solens stråler.

Tøjvask var en kvindebeskæftigelse  og fordi det var så fysisk hårdt hjalp alle kvinderne i husholdningen til. Det kunne være mange kvinder, for på landet havde man gerne piger, som medhjælp på gården, og bedstemor og de ugifte døtre og søstre.

Med indførelse af vaskevuggerne og den slags “maskiner” i 1870’erne, til hjælp i husholdningen, skete der noget sjovt. Ikke bare blev arbejdet nemmere fordi mange af de fysisk krævende skrubbeprocesser blev taget ud af tøjvasken, men pludselig kom mændene på banen og ofte overtog de hele eller dele af tøjvasken, når de havde en “maskine” til hjælp!

Sjovt nok skete der ikke helt det samme da man i 1950’erne indførte elektriske vaskemaskiner i de danske husholdninger. Dengang holdt mændene sig pænt udenfor det huslige arbejde.

Billedet er mit eget fra Den Fynske Landsby og hvis I skulle komme forbi der og samle et katalog op, der hedder “ting og sager” kan i nok genkende nogle af pointerne, da det er mig der har skrevet de tekster også.

Slået op d.

Hurtig mad?

Har du brug for et godt bud på sund og hurtig mad i travl hverdag? så læs med her for her kommer en suppe både du og din familie vil elske!

Jeg vil dele en opskrift med jer, som jeg fandt i et “Spis bedre”-blad for flere år siden, men i forskellige variationer har den været en fast del af vores kost herhjemme. Uden at være sponsoreret kan jeg sige at de blade og den hjemmeside er virkelig værd at stifte bekendtskab med. Den ret jeg snakker om er ikke så vanskelig og frem for alt meget hurtig, så den passer tit ind i vores hverdag.

Du skal bruge (til fire mennesker) ca 1,5 liter grøntsagsbouillon og de grøntsager du eller dine børn godt kan lide. Jeg vil anbefale 4 kartofler, 2 gulerødder, en squash (zuchini), en håndfuld halve cherry-tomater, evt bønner eller bacon for protein. Det skal samtidig siges at porre, løg, peberfrugt, og så videre også er glimrende tilføjelser eller erstatninger i grundsuppen. Den kan også suppleres med en rest kylling – du bestemmer (ofte fungerer den således som en art køleskabsrydning og jeg slipper så for at smide mad ud – hvilket jeg hader). Det skal siges at den også kan laves med klar bouillon, hvis det ikke skal være vegetarisk – ligesom der kan tilføjes sprødstegte bacontern på toppen. Min datter blev skeptisk overfor alle grøntsagerne og fik en skål suppe med bacontern og brød til – uden grønt!DSC_0001_36

Alle grøntsagerne skæres i små tern eller strimler eller halve skiver (ca 5mm og suppen kan koges i 5-10 minutter – ca 1,5 cm skal suppen koge et kvarter) – samtidig med at bouillonen sættes i kog. Når suppen koger kommes grøntsagerne i og koger den foreskrevne tid. Hvis du bruger grøntsager eller kogt/stegt kylling fra dagen før skal det bare varmes op.

Ved servering stiller jeg et glas grøn pesto frem (eller laver min egen pesto af frisk basilikum, hvidløg, en stor dusk persille og oliven olie + eventuelt parmesanost – men så forsvinder ideen med den superhurtige mad). Jeg giver gerne en eller anden slags brød til, men det kan varieres i det uendelige – nan, flutes, eller hvad man på svensk kalder “varmisser”, der er skiver af brød (gerne det tørre du gerne vil af med) drysset med ost og gratineret i ovnen i 15 minutter.

Suppen spises altså med brød til og en skefuld pesto oven i tallerkenen. Det ser flot ud og det smager skønt!

Slået op d.

Langt uregerligt hår?

Mange børn (især piger) har langt hår i dag og jeg har opdaget at for min datter Sophia er det et problem, når hun leger og spiser og hvad man nu gør i børnehaven.

Jeg har overvejet at klippe det, men har fundet en meget bedre løsning. Det startede med hendes store helt Elsa, der som bekendt har en fletning hen over hovedet og ned i den ene side. Hår er jo ikke bare hår, men meget forskelligt – og forskelligt at sætte. Den med meget krøllet hår har svært ved at rede det ud, men det bliver nemt siddende, når det først er sat. Dem med glat hår har måske lidt nemmere ved at rede det ud, men det falder ned med det samme – især hvis man ikke lige er indstillet på at bruge heftige hårprodukter i ens børns hår. Sophias hår er glat, men begynder at krølle. Derfor er fletningerne fantastiske for os. Vi bruger gerne to fletninger hvor kun det oven på hovedet er flettet og resten hænger løst – så har hun stadig fornemmelsen af langt hår 🙂DSC_0545

 

Eller en Elsafletning!DSC_0570

Jeg måtte derfor på nettet og undersøge hvordan man laver sådan en fletning. Da jeg var ung kendte jeg kun almindelige fletninger og “franske fletninger” og ikke så meget andet. Hvem ved.. måske har du det lidt lige sådan og føler at det er et lidt uoverskueligt projekt, men fortvivl ej! Med lidt øvelse kan man hurtigt blive mester i fletninger.

En hurtig guide til fletninger, begreber og hvordan de laves kommer her.

En almindelig fletning laves med tre “totter” hår, der på skift krydses ind over midten. Hvis man undervejs fletter ekstra hår ind – enten fordi man fletter en “Elsafletning” hen over hovedet eller man fletter en tynd fletning langs hårkanten – kan det enten gøres som en “fransk” fletning (hvor hver tot foldes ind OVER de andre fra hver side) eller som en “flamsk” fletning (hvor hver tot foldes ind UNDER de andre fra hver side). Den franske fletning er den klassiske fletning, der nærmest forsvinder ned midt i. Den kendes meget fra firserne, så dem af jer der kan huske dem kan nok huske hvordan sådan en ser ud. Mens den flamske fletning får den egentlige fletning til at ligge udenpå – som en “Elsafletning”.DSC_0352DSC_0582 En “Elsafletning” kan også “gå hele vejen rundt” 🙂    DSC_0581DSC_0354

Jeg kan anbefale youtube til det projekt – jeg startede med Sweethearts hairstyle. Det er et par frisører, der har sat sig for at lave videoer med enkle step-by-step anvisninger der viser hvordan man laver nemme frisurer til aktive piger (især skolepiger og den størrelse) – det er virkelig fedt!

 

 

Slået op d.

Råstegte kartofler.. mums!

Hvis du leder efter hurtig mad – måske vegetarisk – så kig med her!

Forleden lavede mormor den bedste ret som vores lille fireårige terrorist var helt vild med.  Hun var med på at smage broccoli og kunne lide det. Vi har fået den nogle gange, men det slog mig at jeg burde dele den med jer.. Der er så mange muligheder for fornyelse og forandring, men grundopskriften er så enkel at det er helt tosset – og så er den flot i farverne som det ses på billedet.

Opskrift:

Start med skyllede kartofler (eller skrællede hvis du eller din ægtefælle ikke kan udstå skræl). Skær dem over i halve og derefter i skiver af cirka tre millimeters tykkelse. det gør ikke noget at de er i forskellig tykkelse da det gør at nogle af stykkerne er lidt knasende, mens andre er bløde og sprøde i kanten.

Jeg holder af olivenolie og bruger den til alt hvad jeg kan komme i nærheden af og altså også til denne ret. Jeg har endda en opskrift på en gulerodskage, hvor der bruges olivenolie. Den får I senere!!

Varm olien på panden og læg derefter kartoflerne på. Steg ved ret høj varme og hold øje med det, men uden at røre i det hele tiden; så gå kartoflerne nemlig i stykker. Vend når det er nødvendigt – det skal ikke brænde på men blive gyldent og sprødt. Nip broccoli i buketter og og overhæld dem med kogende vand og lad dem stå i vandet et par minutter. De skal ikke være bløde men kun blancherede. De sidste fem-ti minutter (når kartoflerne er ved at være møre) lægges broccolien på og ristes med. Snackpeber skæres i strimler og lægges på panden sammen med de andre grøntsager. De skal ikke steges – bare lunes.

Så nemt er det. Server eventuelt med ymer eller hytteost ved siden af.

Retten kan varieres i det uendelige for eksempel: bacon, eller hvidløg, eller citron (skræl i strimler og lidt saft), eller grundopskriften med en håndfuld nødder drysset over samtidig med broccolien (fx cashew, hasselnødder eller mandler).

Et hurtigt og billigt måltid når det skal gå stærkt, men man stadig vil bevare råvarerne og ikke forfalde til noget halvfærdigt..

Slået op d.

Drømmekage med nødder

Dette er ikke en hurtig opskrift.. eller en fedtfattig. Men det er en super lækker drømmekage med nødder i stedet for kokos..

Jeg, som mange andre, elsker drømmekage, men jeg vil gerne dele denne opskrift med jer – en dejlig genopfindelse af en gammel klassiker.

Først vil jeg lige forklare at det er en klassisk rørt kage eller som Price-brødrene siger en “kaffe-kage” kage. En rørt kage startes på sukker og smør, der røres blødt og derefter tilsættes æg. Bagefter tilsættes de tørre ingredienser og en eventuel væske. Det er den gammeldags opskrift på en skærekage (også pund til pund kagerne, men denne er dog lettere end det).

Opskrift:

150 g smør røres med 450g sukker. Der tilsættes 6 æggeblommer ELLER 3 æg – et ad gangen. Man kan med fordel bruge hele æg, med mindre man har fået en bageraptus og laver marengs eller den slags ved siden af.

400g mel og 1 tsk bagepulver samt 3,5 dl mælk eller vand røres i. dejen skal have konsistens som tyk flødeskum. Dejen hældes i formen. Det er fornuftigt at bruge en bradepande på 30 x 40 cm. Et lille fif, fra personlig erfaring, er at en almindelig rund springform på ingen måde er stor nok og jeg hader at gøre ovnen ren efter påbrændt sukker. Der ud over har karameldelen af kagen en tendens til at sætte sig fast i låsen på en normal springform og man kan derfor bruge lidt for meget tid på at få kagen ud af formen efter bagning.. Bare et par gode råd.. 😉

Den lyse dej bages ved 175 grader i ca 25 minutter, men kagen skal være gylden og fast når man trykker på den – ellers er den ikke helt færdig. Man kan også bruge det gamle trick med en strikkepind, som man stikker ned i kagens tykkeste sted og hvis der hænger blød kagedej ved, er kagen ikke færdig.

Mens den bager smelter man 200g smør og 375g brun farin i en gryde (pas på det ikke brænder på) og 150g hakkede hasselnødder (eller kokos eller mandler) kommes i sammen med 2-6 spsk fløde/mælk (der gør karamellem mere blød som flødekaramel).

Når den lyse kage er bagt tager man den ud af ovnen og hælder karamel/nøddemassen over. Kagen kommer tilbage i ovnen og bages ca 15 minutter ved samme temperatur.

God fornøjelse..

DSC_0011_21

Slået op d.

En ny hobby II

Hvis I har fulgt med her på bloggen har I måske set at jeg har kastet mig ud i en ny hobby. Ganske rigtigt en ny hobby.. og ja, jeg er ude på dybt vand. Eller måske snarere en knude med alle de pinde.

For at genopfriske er jeg begyndt at kniple og selvom jeg er vandt til alskens håndarbejde er det noget af en mundfuld. Billedet her er dog ikke af mit arbejde; der kommer et snarest. Men jeg synes at jeg skylder jer en beretning om hvordan det går.

Den første gang lavede jeg ca 20 cm blonde i det de damer kalder groft garn. Med andre ord lidt tyndere end det tynde hæklegarn. Det gik fint og jeg blev lidt overmodig. Jeg startede som sagt med noget enkelt og vovede mig blot ud i 8 pinde (fire par). Denne gang  er jeg i midlertid blevet overtalt til 24 par.. med andre ord 48 pinde af hver ca halvanden meter tråd. Det er lidt overvældende bare at se på alle de pinde. Jeg tog mod til mig og fik et par ene timer for at komme i gang. Heldigvis bor den vise kvinde ikke langt fra mig, men gåturen derover føltes alligevel som en halvmarathon, da jeg følte mig et sted imellem fjollet, fordi jeg skulle have hjælp til at sno tråden op rigtigt, og nervøs, fordi jeg ikke rigtig vidste hvad jeg gik ind til.

Tre timer senere gik jeg derfra med et påbegyndt arbejde og alle pinde påvundet tråd (på den RIGTIGE måde – hvilket inkluderede at pille tråden af og sætte den på igen på nogle af pindende). Jeg gik hjem og følte mig rigtig dygtig og lidt selvsikker.. Dette projekt skulle nok lykkes! Nu vidste jeg at jeg ikke havde gabt over for meget ved at gå i gang med et stort og kompliceret projekt. Min hjemmeopgave bestod i at begynde at lave “det midterste” af min fine lysmanchet. No problemo.. Men da jeg sad med det kunne jeg alligevel godt føle sveden pible frem på panden.. Det var svært. Men jeg var stadig fyldt af den selvsikkerhed min dygtige lærer havde installeret i mig.

Nu er det så godt en uge siden. Og i dag var der møde i knipleklubben. Og jeg var ikke længere så selvsikker. Og det viste sig at være helt berettiget, da jeg brugte ca halvdelen af tiden (under kyndig vejledning) til at pille op. Som de vise kvinder siger: “jammen, du knipler jo bare baglæns.. det lærerer man meget af..” OG JA! det lærer man meget af.

Men nu er jeg ca lige så langt som jeg var for en uge siden. JEg ser frem til at kunne tage kniplebrættet frem og tage en tørn. Jeg er fuld af selvtillid.. endnu..

Fortsættelse følger med mere billeddokumentation

Slået op d.

Nyt samarbejde med kunstneren Margit Foss!

En ny tid begynder!

Mama Bjerno er begyndt at samarbejde med kunstneren og designeren Margit Foss. Vi har fået et eksklusivt udvalg af Margits hatte, huer og tasker til butikken.

Det er luksusprodukter med god pasform og i nyt design. De mange farver ses flot af nærværende billede og vi glæder os til at få det hele lagt ind i butikken. Alle produkterne er håndstrikket i lækker lamauld fra hjertegarn (lima) og der efter filtet med håndkraft. Huerne er næsten som en hjelm, der holder al kulde og fugt ude fra hovedet og egner sig for eksempel godt til at bære under cykelhjelmen (min favorit). Hattene er i tyver-stil med lille skygge og i friske farver. Både hatte og huer findes også i børnestørrelse. Der er også et par filtede tasker og en lækkert farvestrålende sjal i alpakka. Alt sammen fra Margits hånd.

Hvad synes I?

Jeg er meget glad for at det er lykkedes at få dette samarbejde i gang. Jeg sætter netop pris på luksuriøse kvalitetsprodukter i rene materialer og at det er eksklusivt design gør det jo kun bedre!

Varmt og praktisk

Lamauld er blevet brugt i århundreder til at holde bønderne i Andesbjergene varme om ørerne og det er helt klart et topprodukt, når det gælder varmeisolering. Det er samtidig blødt og smidigt. Hvis en hat eller hue ikke lige sidder som du vil have, så kan den trækkes i facon når den er våd. De fleste gange når en hue eller hat bliver beskidt er det dog nok at “ryste skidtet af” når det er tørt eller man kan lægge den i fryseren og børste skidtet af når det er stift. MAterialet kan vaskes i maskine på uldprogram og med uldvaskemiddel, men så skal den lige trækkes i facon når den er våd. Vask forvrænger formen lidt da uld bliver meget “medgørligt” når det bliver vådt.

Slået op d.

Gulerodsboller.. hjemmelavede på ingen tid..

Forkæl familien med lækre boller – det er den halve time værd..

Jeg har sjældent tid – eller tålmodighed – til at lade deje hæve i flere timer, så jeg samler på opskrifter, der tillader at det går stærkt. Jeg vil nemlig ikke gå på kompromis og købe pulver-produkter. Jeg tror på at de ægte råvarer er sundere og generelt bedre end de ting de kommer i en pose og en papæske og fortæller mig at det er hurtigt. Desuden er den rette opskrift lige så hurtig.. så der er ingen undskyldning for ikke at weekend-forkæle de små med gode, sunde og lækre hjemmebagte boller!

Nej spøg til side, men jeg mener også at hjemmebagte boller er en langt bedre snack end slik eller kage, og man føler sig lige så forkælet. Et sikkert hit hjemme hos os er det jeg kalder lynboller – dem har jeg lagt en opskrift ud på tidligere http://www.mamabjerno.dk/2016/05/19/lynboller-eller-hvordan-ens-hjem-dufter-hyggeligt-efter-20-min/

MEN de boller du får en opskrift på nu er det nye hit! Den fireårige ELSKER dem! Og det bedste er at de tager en halv time at lave.. 5 minutter til at ælte dejen, 15 minutter til hævning og 12 minutter til bagning og så kan de godt komme hjem fra fodboldt..

Gulerodsboller:

50 g gær, 1 tsk salt og 1 tsk sukker røres. 2 1/2 dl lunkent vand tilsættes. Hæld derefter 1 æg, 3 spsk olivenolie og 200-250 g revne gulerødder i og rør godt rundt. Så røres/æltes dejen sammen med ca 600 g mel. Ca 12 boller formes og lægges på en plade (eller lav dobbelt portion og frys dem ned 😉 og hæver i ca 15 minutter. har du travlt tager du 10. Pensel dem med æg eller mælk (eller kold kaffe) inden de sættes i ovnen.

Bages: 12 minutter ved 200 grader varmluft (eller 180 grader almindelig ovn)

Og så er bollerne gyldne og klar til servering. De er bløde og beholder fugtigheden længe på grund af de revne gulerødder. Du kan eventuelt gøre det nemt for dig selv og købe en pose revne gulerødder når de er ved at gå på dato og derfor nedsat.. det er min undskyldning for at bage de lækre gulerodsboller..