Slået op d.

Hurtig mad?

Har du brug for et godt bud på sund og hurtig mad i travl hverdag? så læs med her for her kommer en suppe både du og din familie vil elske!

Jeg vil dele en opskrift med jer, som jeg fandt i et “Spis bedre”-blad for flere år siden, men i forskellige variationer har den været en fast del af vores kost herhjemme. Uden at være sponsoreret kan jeg sige at de blade og den hjemmeside er virkelig værd at stifte bekendtskab med. Den ret jeg snakker om er ikke så vanskelig og frem for alt meget hurtig, så den passer tit ind i vores hverdag.

Du skal bruge (til fire mennesker) ca 1,5 liter grøntsagsbouillon og de grøntsager du eller dine børn godt kan lide. Jeg vil anbefale 4 kartofler, 2 gulerødder, en squash (zuchini), en håndfuld halve cherry-tomater, evt bønner eller bacon for protein. Det skal samtidig siges at porre, løg, peberfrugt, og så videre også er glimrende tilføjelser eller erstatninger i grundsuppen. Den kan også suppleres med en rest kylling – du bestemmer (ofte fungerer den således som en art køleskabsrydning og jeg slipper så for at smide mad ud – hvilket jeg hader). Det skal siges at den også kan laves med klar bouillon, hvis det ikke skal være vegetarisk – ligesom der kan tilføjes sprødstegte bacontern på toppen. Min datter blev skeptisk overfor alle grøntsagerne og fik en skål suppe med bacontern og brød til – uden grønt!DSC_0001_36

Alle grøntsagerne skæres i små tern eller strimler eller halve skiver (ca 5mm og suppen kan koges i 5-10 minutter – ca 1,5 cm skal suppen koge et kvarter) – samtidig med at bouillonen sættes i kog. Når suppen koger kommes grøntsagerne i og koger den foreskrevne tid. Hvis du bruger grøntsager eller kogt/stegt kylling fra dagen før skal det bare varmes op.

Ved servering stiller jeg et glas grøn pesto frem (eller laver min egen pesto af frisk basilikum, hvidløg, en stor dusk persille og oliven olie + eventuelt parmesanost – men så forsvinder ideen med den superhurtige mad). Jeg giver gerne en eller anden slags brød til, men det kan varieres i det uendelige – nan, flutes, eller hvad man på svensk kalder “varmisser”, der er skiver af brød (gerne det tørre du gerne vil af med) drysset med ost og gratineret i ovnen i 15 minutter.

Suppen spises altså med brød til og en skefuld pesto oven i tallerkenen. Det ser flot ud og det smager skønt!

Slået op d.

Langt uregerligt hår?

Mange børn (især piger) har langt hår i dag og jeg har opdaget at for min datter Sophia er det et problem, når hun leger og spiser og hvad man nu gør i børnehaven.

Jeg har overvejet at klippe det, men har fundet en meget bedre løsning. Det startede med hendes store helt Elsa, der som bekendt har en fletning hen over hovedet og ned i den ene side. Hår er jo ikke bare hår, men meget forskelligt – og forskelligt at sætte. Den med meget krøllet hår har svært ved at rede det ud, men det bliver nemt siddende, når det først er sat. Dem med glat hår har måske lidt nemmere ved at rede det ud, men det falder ned med det samme – især hvis man ikke lige er indstillet på at bruge heftige hårprodukter i ens børns hår. Sophias hår er glat, men begynder at krølle. Derfor er fletningerne fantastiske for os. Vi bruger gerne to fletninger hvor kun det oven på hovedet er flettet og resten hænger løst – så har hun stadig fornemmelsen af langt hår 🙂DSC_0545

 

Eller en Elsafletning!DSC_0570

Jeg måtte derfor på nettet og undersøge hvordan man laver sådan en fletning. Da jeg var ung kendte jeg kun almindelige fletninger og “franske fletninger” og ikke så meget andet. Hvem ved.. måske har du det lidt lige sådan og føler at det er et lidt uoverskueligt projekt, men fortvivl ej! Med lidt øvelse kan man hurtigt blive mester i fletninger.

En hurtig guide til fletninger, begreber og hvordan de laves kommer her.

En almindelig fletning laves med tre “totter” hår, der på skift krydses ind over midten. Hvis man undervejs fletter ekstra hår ind – enten fordi man fletter en “Elsafletning” hen over hovedet eller man fletter en tynd fletning langs hårkanten – kan det enten gøres som en “fransk” fletning (hvor hver tot foldes ind OVER de andre fra hver side) eller som en “flamsk” fletning (hvor hver tot foldes ind UNDER de andre fra hver side). Den franske fletning er den klassiske fletning, der nærmest forsvinder ned midt i. Den kendes meget fra firserne, så dem af jer der kan huske dem kan nok huske hvordan sådan en ser ud. Mens den flamske fletning får den egentlige fletning til at ligge udenpå – som en “Elsafletning”.DSC_0352DSC_0582 En “Elsafletning” kan også “gå hele vejen rundt” 🙂    DSC_0581DSC_0354

Jeg kan anbefale youtube til det projekt – jeg startede med Sweethearts hairstyle. Det er et par frisører, der har sat sig for at lave videoer med enkle step-by-step anvisninger der viser hvordan man laver nemme frisurer til aktive piger (især skolepiger og den størrelse) – det er virkelig fedt!

 

 

Slået op d.

Råstegte kartofler.. mums!

Hvis du leder efter hurtig mad – måske vegetarisk – så kig med her!

Forleden lavede mormor den bedste ret som vores lille fireårige terrorist var helt vild med.  Hun var med på at smage broccoli og kunne lide det. Vi har fået den nogle gange, men det slog mig at jeg burde dele den med jer.. Der er så mange muligheder for fornyelse og forandring, men grundopskriften er så enkel at det er helt tosset – og så er den flot i farverne som det ses på billedet.

Opskrift:

Start med skyllede kartofler (eller skrællede hvis du eller din ægtefælle ikke kan udstå skræl). Skær dem over i halve og derefter i skiver af cirka tre millimeters tykkelse. det gør ikke noget at de er i forskellig tykkelse da det gør at nogle af stykkerne er lidt knasende, mens andre er bløde og sprøde i kanten.

Jeg holder af olivenolie og bruger den til alt hvad jeg kan komme i nærheden af og altså også til denne ret. Jeg har endda en opskrift på en gulerodskage, hvor der bruges olivenolie. Den får I senere!!

Varm olien på panden og læg derefter kartoflerne på. Steg ved ret høj varme og hold øje med det, men uden at røre i det hele tiden; så gå kartoflerne nemlig i stykker. Vend når det er nødvendigt – det skal ikke brænde på men blive gyldent og sprødt. Nip broccoli i buketter og og overhæld dem med kogende vand og lad dem stå i vandet et par minutter. De skal ikke være bløde men kun blancherede. De sidste fem-ti minutter (når kartoflerne er ved at være møre) lægges broccolien på og ristes med. Snackpeber skæres i strimler og lægges på panden sammen med de andre grøntsager. De skal ikke steges – bare lunes.

Så nemt er det. Server eventuelt med ymer eller hytteost ved siden af.

Retten kan varieres i det uendelige for eksempel: bacon, eller hvidløg, eller citron (skræl i strimler og lidt saft), eller grundopskriften med en håndfuld nødder drysset over samtidig med broccolien (fx cashew, hasselnødder eller mandler).

Et hurtigt og billigt måltid når det skal gå stærkt, men man stadig vil bevare råvarerne og ikke forfalde til noget halvfærdigt..

Slået op d.

Drømmekage med nødder

Dette er ikke en hurtig opskrift.. eller en fedtfattig. Men det er en super lækker drømmekage med nødder i stedet for kokos..

Jeg, som mange andre, elsker drømmekage, men jeg vil gerne dele denne opskrift med jer – en dejlig genopfindelse af en gammel klassiker.

Først vil jeg lige forklare at det er en klassisk rørt kage eller som Price-brødrene siger en “kaffe-kage” kage. En rørt kage startes på sukker og smør, der røres blødt og derefter tilsættes æg. Bagefter tilsættes de tørre ingredienser og en eventuel væske. Det er den gammeldags opskrift på en skærekage (også pund til pund kagerne, men denne er dog lettere end det).

Opskrift:

150 g smør røres med 450g sukker. Der tilsættes 6 æggeblommer ELLER 3 æg – et ad gangen. Man kan med fordel bruge hele æg, med mindre man har fået en bageraptus og laver marengs eller den slags ved siden af.

400g mel og 1 tsk bagepulver samt 3,5 dl mælk eller vand røres i. dejen skal have konsistens som tyk flødeskum. Dejen hældes i formen. Det er fornuftigt at bruge en bradepande på 30 x 40 cm. Et lille fif, fra personlig erfaring, er at en almindelig rund springform på ingen måde er stor nok og jeg hader at gøre ovnen ren efter påbrændt sukker. Der ud over har karameldelen af kagen en tendens til at sætte sig fast i låsen på en normal springform og man kan derfor bruge lidt for meget tid på at få kagen ud af formen efter bagning.. Bare et par gode råd.. 😉

Den lyse dej bages ved 175 grader i ca 25 minutter, men kagen skal være gylden og fast når man trykker på den – ellers er den ikke helt færdig. Man kan også bruge det gamle trick med en strikkepind, som man stikker ned i kagens tykkeste sted og hvis der hænger blød kagedej ved, er kagen ikke færdig.

Mens den bager smelter man 200g smør og 375g brun farin i en gryde (pas på det ikke brænder på) og 150g hakkede hasselnødder (eller kokos eller mandler) kommes i sammen med 2-6 spsk fløde/mælk (der gør karamellem mere blød som flødekaramel).

Når den lyse kage er bagt tager man den ud af ovnen og hælder karamel/nøddemassen over. Kagen kommer tilbage i ovnen og bages ca 15 minutter ved samme temperatur.

God fornøjelse..

DSC_0011_21

Slået op d.

En ny hobby II

Hvis I har fulgt med her på bloggen har I måske set at jeg har kastet mig ud i en ny hobby. Ganske rigtigt en ny hobby.. og ja, jeg er ude på dybt vand. Eller måske snarere en knude med alle de pinde.

For at genopfriske er jeg begyndt at kniple og selvom jeg er vandt til alskens håndarbejde er det noget af en mundfuld. Billedet her er dog ikke af mit arbejde; der kommer et snarest. Men jeg synes at jeg skylder jer en beretning om hvordan det går.

Den første gang lavede jeg ca 20 cm blonde i det de damer kalder groft garn. Med andre ord lidt tyndere end det tynde hæklegarn. Det gik fint og jeg blev lidt overmodig. Jeg startede som sagt med noget enkelt og vovede mig blot ud i 8 pinde (fire par). Denne gang  er jeg i midlertid blevet overtalt til 24 par.. med andre ord 48 pinde af hver ca halvanden meter tråd. Det er lidt overvældende bare at se på alle de pinde. Jeg tog mod til mig og fik et par ene timer for at komme i gang. Heldigvis bor den vise kvinde ikke langt fra mig, men gåturen derover føltes alligevel som en halvmarathon, da jeg følte mig et sted imellem fjollet, fordi jeg skulle have hjælp til at sno tråden op rigtigt, og nervøs, fordi jeg ikke rigtig vidste hvad jeg gik ind til.

Tre timer senere gik jeg derfra med et påbegyndt arbejde og alle pinde påvundet tråd (på den RIGTIGE måde – hvilket inkluderede at pille tråden af og sætte den på igen på nogle af pindende). Jeg gik hjem og følte mig rigtig dygtig og lidt selvsikker.. Dette projekt skulle nok lykkes! Nu vidste jeg at jeg ikke havde gabt over for meget ved at gå i gang med et stort og kompliceret projekt. Min hjemmeopgave bestod i at begynde at lave “det midterste” af min fine lysmanchet. No problemo.. Men da jeg sad med det kunne jeg alligevel godt føle sveden pible frem på panden.. Det var svært. Men jeg var stadig fyldt af den selvsikkerhed min dygtige lærer havde installeret i mig.

Nu er det så godt en uge siden. Og i dag var der møde i knipleklubben. Og jeg var ikke længere så selvsikker. Og det viste sig at være helt berettiget, da jeg brugte ca halvdelen af tiden (under kyndig vejledning) til at pille op. Som de vise kvinder siger: “jammen, du knipler jo bare baglæns.. det lærerer man meget af..” OG JA! det lærer man meget af.

Men nu er jeg ca lige så langt som jeg var for en uge siden. JEg ser frem til at kunne tage kniplebrættet frem og tage en tørn. Jeg er fuld af selvtillid.. endnu..

Fortsættelse følger med mere billeddokumentation